| Notater |
- Minder fra Skøttegården i Københoved - ved Mette Johanne Skøtt - gift Holmder er nogle kære, gode minder, som jeg her i al kortet gerne vilde have lov til at meddele, minder som har været mig til glæde og hjælp på min vej gennem livet, muligt de også kunde blive andre til velsignelse. Det var ikke noget velhavende eller flot hjem, dog heller ingenlunde fattigt, der savnede ikke noget særligt og der var orden og hygge. Manden og hustruen var begge gudsfrygtige og flittige mennesker. Ja, manden var især umådelig virksom, han var ellers ikke kommen på sin rette hylde med hensyn til sin livsstilling, men med den gode forstand og de mange evner han havde, forstod han alligevel at få udrettet meget. De var også et par ægtefæller, der havde sans for sang og musik, de fandt at der i tonen var en forunderlig magt, der til tider kunde have omtrent samme indflydelse på et menneske som ordet, de troede også at fra sådanne hjem og hjerter, hvor virkelig god musik og sang, både salmer og fædrelandssange klang med liv og ånd, der måtte den onde ufredens ånd drage bort.blød stemme. Ja, mange aftentimer blev benyttet til sang og musik til glæde for dem selv og for de mange som gerne kom i dette hjem. var i året 1863. Hun var gift og det var en stor sorg for forældrene og hendes mand, at hun gik så tideligt bort, men for hende selv var det en vinding at blive flyttet over på den anden side, hun var rejsefærdig. Ja, jeg husker godt, skønt jeg kun var barn, at der blev sagt om Marie, at hun hørte til de hellige, (der var kun tre i sognet dengang der blev betegnet med dette navn og det blev sagt med hån). Men sikkert er det, at den kære Marie ved at vidne om sin tro på frelseren, ved at vise stor tålmodighed under sin lange sygdom og frimodighed ved dødens port, gjorde et mægtigt indtryk på mange, især på forældrene og en af søstrene, ja jeg tør nok sige, at det drev dem nærmere til Gud.ries båre, vidnede om hende at hun døde i troen på sine synders forladelse, hvad hun havde være som datter, som hustru, som moder, som søster og veninde. Jeg tror der kunne flettes en skøn mindekrans af hvad mange således fik gennem hende, tungt var det for slægt og venner at Marie gik så tidligt bort, kun 23 år, skulle være færdig med sin løbebane her.te lykke, havde fået guds fred i eje. Hvor mange er der ikke der lever langt længere, nogen tre til fire gange så langt på allerens stige, og de kommer enda ikke så langt, som hun i den korte tid hun var her.ulgte efter det i mange år. Det har sat deres præg på befolkningen i Sønderjylland. I de første år efter krigen havde Sønderjyderne stort mod og godt håb om snart at komme til Danmark, men de fik lov at vente, dog det har nok været godt for noget med den kamp og strid de har stået i, striden af hvad art den er, udvikler også mennesker, idet den hjælper til klarhed over de forskellige forhold, trods den stadige tvang og det hårde herredømme sønderbyderne må leve under, er de ikke blevet sløve eller trætte i kampen, nej ingenlunde. lider med vore fraskilte landsmænd, vi vil ønske og bede gud om, at de fremdeles må holde modet oppe og ikke slippe håbet om lysere tider, og at de må lære endnu bedre at kunde lægge alle deres længsler og savn i guds hånd, stolene og håbende på, at han nok en gang, når hans time kommer, skal de sige således, at hvad der er dansk skal blive genforenet med Danmark. år efter krigen, i troen på at Gud også vilde være ham nådig og kendes ved ham som en af sine. Aa, hvor havde han dog været en god fader, ganske vist var han meget bestemt i sin mening og optræden, men altid hensynsfuld, mild og kærlig som få. Velsignet være hans minde.e, også hun blev taget bort ung, 27 år. Hun var forlovet, så der var flere bånd der bandt, men også hun lærte at slippe dem alle og vidste hvor rejsen gik hen og var glad at skulde møde sin himmelske brudgom. Under hendes sygdom kom mange og besøgte hende, hun havde mange venner, dog forstod de ikke hende alle, thi det hun var opfyldt af helst talte om, var de åndelige ting. En præst, som af og til besøgte hende, sagde det er underligt, for det er dog gerne således når man kommer til syge, så trænger de til at trøstes, men her hos Johanne kan man selv få trøst. Ganske vist kunde hun til tider være anfægtet og nedbøjet, men troens glæde havde dog den største magt. Sidste gang hun havde pen i hånd, skrev hun i en bog, som hun forærede sin søster. Altsammen godt har jesus gjort, synger vi selv i dødens port, hvad ske da i guds rige, de vidnesbyrd om hvem havde Johanne selv oplevet og erfaret. Hun var ved sin fulde bevidsthed til det sidste, og kunde trods smerte sige trøstende ord til enhver især og følge med i hvad der blev bedst og læst, talte sagte med sin frelser og gav sig ham i vold, sagde højt i Jesus navn, amen, slog korsets tegn for sit bryst, så var døden der.t, blev toldforvalter. Måtte flytte nu og da, var på Falster, Bornholm, Læsø, Løgstør og Grenå. Så kom døden for denne prægtige, gode Hansen. Eline, som deres egen. Eline havde gode evner og godt tag på at omgås andre, dog værdig og statelig, var god i hjemmet, og meget især for ungdommen. Var med at stifte KFUK i Grenå og den første kvinde i byrådet, musik og sang og god underboldning. Jeg er vel den af vi søskende der kender dette hjem bedst. Vi var på Læsø et år, måtte omtrent ordne alt i huset, men dejligt at være der. De skifter til at læse højt omtrent hver aften fra 7-9 om vinteren. Havde ofte feriegæster i mange dage, vi havde selv køretøj, kørte ofte til stranden og jeg måtte med datteren Meta var da 14 år.de lette tilværelsen for mig, da mit helbred var noget svækket. gøre det rart for hende. hjælpe andre.døden kom inden, gik så glad bort, var altid stærk i sin tro. Meta kom til Viborg, gav undervisning i håndgerning for patienterne på hospitalet i flere år.mere, er 84 år.
|
1814 - 1880 (65 år)
